Kendt hoteldirektør stopper

roy al kappenberger

Roy Al Kappenberger.

HOTELLER: En af Københavns kendteste hoteldirektører – for 4-stjernede Scandinavia og 5-stjernede Royal – har netop taget sin afsked. Hvad fremtiden skal bringe, ved den 49-årige direktør endnu ikke.

Regionschef i Danmark for hotelgruppen Rezidor, der bl.a. har hotellerne Royal og Scandinavia i København, Daniel Twerenbold, bekræfter, at Roy Al Kappenberger fredag stoppede som direktør for de to hoteller.

”Begge parter er enige om at skilles. Vi ved endnu ikke, hvem den nye direktør på Royal bliver,” siger Daniel Twerenbold til standby.dk

Roy Al Kappenberger sagde i går til standby.dk: ”Jeg vil ikke uddybe meldingen, nu har jeg sommerferie og har ingen kommentarer.”

Roy Al Kappenberger har snart været 20 år i hotelgruppen. I 2008 blev han direktør for Royal, året efter også for Scandinavia.

Roy Al Kappenbergers far, Alberto Kappenberger, var i over 20 år den berømte direktør for Royal-hotellet. Hotellets elegante restaurant på øverste etage, Alberto K, er opkaldt efter ham.

Det har gennem årene været en vandrehistorie, at Roy Al Kappenberger er opkaldt efter hotellet, men navnet Roy stammer fra en af forældrenes amerikanske venner, mens Al er en forkortelse for faderens navn.