- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ryanair provokerer SAS

”Ryanair forfalder igen til et uværdigt niveau,” siger SAS Danmarks vicedirektør, Jens Willumsen. Ryanair vil give skandinaverne 10.000 gratis billetter for hver 100 millioner kroner i underskud i SAS’ årsregnskab, der kommer i dag.

SAS præsenterer i dag, torsdag, sit koncernregnskab for 2004. Det forventede underskud har fået Ryanair til at tilbyde op til 10.000 flybilletter, som der kun skal betales skaffer og afgifter af, på lavprisselskabets ruter til og fra Skandinavien.



Det er ifølge Ryanair en ”kompensation til de skandinaviske skattebetalere, som betaler dyrt for at holde SAS på vingerne.”



”SAS’ underskud for 2004 forventes at blive så stort, at vi ikke har mulighed for at matche hver tabt million kroner med tusind billetter – men kun at give 10.000 billetter væk for hver 100 millioner tabte kroner hos SAS. Billetter kan bookes af de skandinaviske skattebetalere fra torsdag eftermiddag på Ryanairs hjemmeside,” siger Lotta Lindquist-Brosjö, nordisk chef hos Ryanair.



Billetter vil bl.a. være tilgængelige på Ryanairs to danske ruter fra Århus til London Stansted og fra Esbjerg til Luton udenfor London samt på selskabets store rutenet til og fra Skandinavien.



SAS er irriteret over udspillet fra Ryanair og ser det som under lavmålet og ”endnu et af utallige forsøg på at skaffe sig billig omtale med underlødige midler.”



SAS påpeger, at det ikke er sandt, når Ryanair hævder, at de skandinaviske skatteyderne holder SAS på vingerne. De tre skandinaviske stater er hovedaktionær i SAS, men SAS får naturligvis ikke statstilskud.



Til Take Off siger vicedirektør i SAS Danmark, Jens Wittrup Willumsen: ”Det er problematisk, at Ryanair ikke forholder sig til sandheden, men udspreder usandheder om at SAS er afhængig af skandinaviske skatteborgere. Vi får ingen statsstøtte, men lever på kommercielle vilkår. Ryanair er endnu engang forfaldet til et uværdigt niveau. Det er OK at være fræk og frisk, men det burde ske på et seriøst grundlag.”



De billige Ryanair-billetter kan bookes til torsdag i næste uge, rejseperioden er begrænset til mandage og torsdage, ligesom billetterne ikke er til rådighed 17. marts – 4. april, 28. april – 2. maj samt 17. juni – 7. august.

Skrevet af