- STANDBY.DK - https://standby.dk -

De sælger sig selv for billigt i Københavns Lufthavn

Tab over hele linien i handlingsselskaberne, og Servisair har svært ved at klare opgaverne med den ny kontrakt med Maersk Air.

Priserne for handling i lufthavnene er nu så langt nede, at ingen kan tjene penge. Selskaberne i Københavns Lufthavn har presset sig selv så langt ned i pris, at økonomien ikke hænger sammen. Det betyder røde tal på bundlinien får både SGS (SAS), Novia og Servisair.



Det er dagbladet Børsen, som i dag kulegraver økonomien bag handlingsselskaberne og noterer, at Novia, ejet af Lars Thuesen, har et underskud på 3,4 mio. kr. ud af en omsætning på 80 mio. kr., men regner med overskud i år efter at have sikret sig nye kontrakter med KLM og Air France, samt nogle mindre med Air Greenland og og Norwegian. “Vores volume var for lille sidste år, men det er løst med de nye kunder,” siger Lars Thuesen.



Servisair fik et underskud på 2,1 mio. kr., men har måske gabt over mere end man kan klare. I hvert fald siger driftschef Niels Clemmensen om den ny Maersk aftale og køerne ved pultene i Terminal 3: “Problemet er, at vi ikke kan få de rette faciliteter i lufthavnen. Vi mangler bl. a. pulte.” Han forudser store ventetider indtil august.



Det største selskab SGS, som bl. a. handler alle SAS-fly tabte i årets sidste tre måneder syv mio. kr. og er nu inde i første selvstændige regnskabsår. SAS har tabt Maersk Air, og det bed, men regner, som nævnt her i fredags, med at beholde Sterling. I modsat fald stå den på fyringer af op til 100 ansatte.

Skrevet af