Det dårlige ferievejr i Danmark får flere til at flygte til udlandet – de billigste flysæder er for længst solgt, det giver større efterspørgsel på business class-sæder.
”Alle taler om vejret, ingen gør noget ved det,” sagde Storm P…
Danmark havde sidste sommer fantastisk ferievejr. Det har fået mange til at holde ferie her til lands – i håbet om en ny solrig sommer.
Men de seneste uger har budt på regn og blæst – så det triste sommervejr får nogle til at sadle om og alligevel beslutte sig for ferie i udlandet. Charterselskaber melder om nærmest udsolgt.
”Og her kan man løbe ind i et problem. For de danskere, som allerede har købt ferierejse til udlandet, har også købt de billigste flysæder. Dermed er der ofte kun de dyre, på f.eks. business class tilbage – dermed skal ferierejsende konkurrere med de forretningsfolk, som skal på forretningsrejse.”
Det siger adm. direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, til Take Off.
Og formand for de danske erhvervsrejsebureauers sammenslutning i Danmarks Rejsebureau Forening, adm. direktør Peter Rasmussen fra VIA Travel, tilføjer:
”Jeg tror nu ikke, at der bliver mangel på business class-sæder, i hvert fald ikke inden for Europa. Der er færre forretningsrejsende om sommeren, så mon ikke der bliver plads til alle.
Jeg tror mere på ”kamp” om business class-sæder på flyselskabernes langruter. Her betaler mange ferierejsende gerne ekstra for ordentlig plads. Et af de kendte eksempler er Thai Airways’ daglige rute fra København til Bangkok. For 3-5.000 kr. mere kan man sidde på ”mellemklassen,” den tidligere business class,” siger Peter Rasmussen.
HB