- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Continental bedste ruteselskab i USA

En "gallup-undersøgelse" placerer Las Vegas som USA’s bedste lufthavn med over 30 mio. passagerer om året; Continental blev bedste ruteselskab og JetBlue bedste lavprisselskab.

Måske skulle Københavns Lufthavn sende en observatør til Las Vegas’ hovedlufthavn, McCarran International. Lufthavnen scorede højest i undersøgelsen for bl.a. hurtig check-in, effektiv sikkerhedskontrol, renlighed og bagagehåndtering.

McCarran havde sidste år 44 mio. passagerer – det dobbelte af Københavns Lufthavn.



Undersøgelsen fra firmaet J.D. Power (som mest er kendt for sine meningsmålinger indenfor bilindustrien,) og bygger på interviews med 9.800 flypassagerer fra januar til maj i år, skriver flygtorget.se



Nummer to på listen af lufthavne med over 30 mio. årlige passagerer blev New Yorks JFK, fulgt af Philadelphia, Dallas/Fort Worth og på en delt femteplads Chicago O´Hare og Detroit.



I kategorien mellemstore lufthavne – med mindst 10 og højest 30 mio. årlige passagerer – tog New Yorks ”indenrigslufthavn” LaGuardia førstepladsen med Chicago Midway, Baltimore-Washington, Cleveland, Pittsburgh og Tampa på de følgende pladser.



I samme undersøgelse spurgte man også passagererne om deres syn på USA’s bedste flyselskaber.

Blandt de traditionelle ruteselskaber fik Continental førstepladsen fulgt af Delta, American, Alaska og US Airways.

Blandt lavprisselskaberne toppede JetBlue foran Southwest, AirTran og Frontier.

Skrevet af