- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DRF kritiserer Sterling

Sterling fordyrer danskernes rejser med bagudvirkende kraft, siger Danmarks Rejsebureau Forening. Baggrunden for DRF’s kritik er Sterlings ”nye bagageregler, der kan medføre en stigning på ca. 600 kr. for en returrejse for allerede købte rejser. Det svare

Ifølge Sterlings nye regler er den tilladte bagagevægt uden ekstra betaling reduceret fra 20 kg til 15 kg. Begrænsningen gælder også de mange forbrugere, som har købt rejser før reglerne trådte i kraft, anfører DRF.



”Sterling begrunder de nye regler med, at de vil begrænse Co2 udledningen. Det er prisværdigt, at Sterling gerne vil skåne miljøet. Men selv prisværdige initiativer betyder ikke, at man er undtaget for at overholde og følge dansk lovgivning. Når man har solgt en ydelse på bestemte konkrete vilkår, er det naturligvis disse vilkår, der er gældende,” siger afdelingschef Jakob Hahn fra Danmarks Rejsebureau Forening og fortsætter:



”Sterling siger, at de gør det for miljøets skyld. Men vi kan ikke udlægge det som andet end en skjult prisstigning. Det bliver ikke bedre af, at de vil hæve prisen med tilbagevirkende kraft. Det er en grov krænkelse af forbrugernes rettigheder.”



Danmarks Rejsebureau Forening tvivler på, at de nye regler vil gavne miljøet. Kunderne må nemlig gerne fortsat medbringe 20kg bagage mod en merbetaling på 60 kr. pr. kilo pr. vej.



”Slutresultatet kan meget vel blive, at det er Sterlings aktionærer og ikke miljøet, der får glæde af de nye regler”, tilføjer Jakob Hahn og fortsætter:



“Vi har været i dialog med Sterling om sagen, men Sterling mener ikke, at de gør noget juridisk forkert. Efter vores og Forbrugerrådets vurdering overtræder Sterling loven i allerhøjeste grad. Man kan ikke ændre vilkår i aftaler uden aftalepartnerens accept. Så der er en klokkeklar overtrædelse. DRF kan dog ikke gøre noget juridisk, forbrugerne må klage til Rejse-Ankenævnet og få afklaring der.”



Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner.





HB

Skrevet af