- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Karup Lufthavn mistede passagerer

Overskuddet for driften af Karup Lufthavn landede i fjor en anelse under budgettet – hovedsageligt pga. færre passagerer end budgetteret.

I tørre tal, skriver Viborg Stifts Folkeblad, betyder afvigelsen, at overskuddet blev 800.000 kr. mindre end forventet. Men Karup Lufthavn ender alligevel med et plus på 2,6 mio. kr. før afskrivninger på 3,5 millioner kr.



Ved seneste regnskabsafslutning i 2004 havde Karup Lufthavn et overskud på 2,9 millioner kroner, 1,2 mio. kr. over budget.



I alt satte 96.778 rejsende sig i et flysæde i Karup Lufthavn i 2005, ca. 4.500 rejsende færre end forventet. I 2004 rejste 98.221 fra den jyske lufthavn.



Antallet af rejsende fra Karup Lufthavn i 2006 er budgetteret til 95.000 passagerer.



Ved årets udgang kan dette passagertal dog vise sig at være for pessimistisk. I årets første fire måneder har lufthavnen nemlig haft flere passagerer i forhold til samme tid sidste år. Formentlig pga. den halverede passagerafgift.



Lufthavnens bestyrelse håber resultatet for i år påvirkes positivt af Folketingets beslutning om at nedsætte billetafgiften for flypassagerer 50 %, til 75 kr. Næste årsskifte forsvinder billetafgiften helt.



Når prisen på flybilletter falder, er det realistisk, at flere vil vælge flyet mellem Karup og København, lyder analysen fra Karup.

Skrevet af