Icelandair Gruppen er på vej mod et af sine bedste resultater. De første ni måneder i fjor blev de næstbedste i selskabets historie. Gruppens strategi er fortsat vækst.
Icelandair Gruppens resultat efter regnskabsårets første ni måneder blev 287 mio. DKK – ca. 100 mio. kroner mere end samme periode i 2003.
Koncernchef Sigurdur Helgason glæder sig over at gruppen for tredje år i træk viser gode resultater, hvilket danner basis for vækst både internt og eksternt i en tid hvor mange kolleger i branchen kæmper en kamp op ad bakke.
Icelandair, gruppens største selskab med 50% af omsætningen, havde en stigning i passagertallet i årets første ti måneder på 18% i forhold til samme periode året før. Omsat i tal fløj 1,1 mio. passagerer med Icelandair fra januar – oktober i fjor.
Prognoserne for Icelandair Gruppen i 2005 taler om fortsat vækst hos datterselskaber og investeringer i nye områder.
Icelandair har 20 destinationer på begge sider af Atlanten, heraf fem nordamerikanske. Fra maj øges antallet af destinationer når Icelandair starter flyvninger til San Francisco på USA’s vestkyst.