Mere end 70 pct. af danskerne arrangerer selv deres sommerferie til Spanien.
Den danske charterturismes – og ikke mindst grisefesternes højborg – Spanien oplever i denne tid et fald i antallet af charterturister, skriver Berlingske Tidende.
Men det er ikke ensbetydende med, at danskerne svigter Spanien – tvært imod. De rejser bare på egen hånd, viser opgørelser fra Institut for Turiststatistik i Spanien.
Pakkerejsernes nedtur fortsætter år for år, og i sommermånederne, hvor der kun er få, der rejser til kanarieøerne, er det over 70 pct., der selv arrangerer deres rejse.
I tredje kvartal i år var det kun 15 pct. af de danske turister i Spanien, der holdt ferie på Solkysten, og det var 23 pct. mindre end året før. I perioden steg antallet af danske turister i Spanien 10 pct., og det er Catalonien – med Barcelona – der nu er danskernes foretrukne spanske sommerrejsedestination, med 35 pct. flere turister i år, tæt fulgt af De Baleariske Øer med Mallorca, som også scorede en fremgang, dog kun 5 pct, i perioden.
Sammensætningen af de danske turister ændrer sig også. Andelen af de 25 til 44 årige vokser, mens der er færre af de yngre og de ældre blandt danske spaniensrejsende om sommeren.