- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gate Eleven bliver til MyTravel Tango

Rejsebureauet Gate Eleven skifter i dag navn til MyTravel Tango – målet er bl.a. næsten en fordobling antallet af solgte IATA-rejser til 70.000 om året.

”Det skal bl.a. ske ved at arrangere rejser til hele verden, primært USA, Østen og de mest populære europæiske storbyer. Nogle af Gate Elevens produkter vil ryge ud, andre vil komme til. MyTravel Tango skal i princippet sælge alt, som ikke er charter, og vi skal være allerbedst på disse områder. Vi skal være et full size schedule rejsebureau med rigtig god rådgivning,” siger Jan Vendelbo, salgs- og marketingdirektør hos MyTravel til Take Off.



MyTravel Tango forventer at kunne øge antallet af gæster til 70.000 rejser om året ved at bruge MyTravel-navnet som er mere kendt i offentligheden end Gate Eleven. Navnet Tango refererer til det tætte samarbejde, som skal opstå mellem kunden og ferierådgiveren om at skabe den perfekte ferie.



MyTravel er i forvejen landets største udbyder af ferierejser med fly; primært pga. sine charter-gæster og varemærker som Spies og Tjæreborg. Men nu udvider selskabet med et nyt tilbud rettet mod dem, der vil forene fordelene ved at have en stor, veletableret rejsearrangør i ryggen med friheden ved at rejse med rutefly.



“De seneste år har vores charterforretning udviklet sig fantastisk positivt, og vi har set os om efter nye, spændende muligheder for lønsom vækst på andre områder. Vi har nu indset, at vi allerede sad med nøglen til en helt ny bid af markedet. Nemlig ved at bruge vores arrangør af ferierejser med rutefly, Gate Eleven, som fundament for en ny type bureau,” siger Jan Vendelbo.



Ideen opstod, da MyTravel gennemanalyserede rejsemarkedet og bl.a. opdagede, at omkring 40 % af de danskere, som tager på charterferie, også tager smutture med rutefly til europæiske storbyer eller ferier til mere eksotiske rejsemål i Asien og USA.



Nogle af de nye fordele med MyTravel Tango:

MyTravel er størst på indkøb af hotelovernatninger i Norden og køber årligt mere end 17 millioner overnatninger. Det giver nogle stordriftsfordele i form af aftaler med de mest populære hoteller rundt omkring i verden til de helt rigtige priser. De hotelaftaler kombineres nu med de mest attraktive priser, der findes på rutefly, og det giver kunden store valgmuligheder, når ferien skal bestilles.

MyTravel Tango står inde for kvaliteten af hotellet. Vi vælger selv langt de fleste af de hoteller, vi sælger. Det er ikke bare tilfældige hoteller, der findes via forskellige websites og søgemotorer. Trygt for kunden.



MyTravel Tango vil desuden markant øge tilgængeligheden for køb af individuelle ferierejser med rutefly. Mere end 80 ferierådgivere vil fremover være klar til at hjælpe kunderne med at sammensætte ønskeferien. Vi tror, at selv om man rejser helt individuelt, er god rådgivning af meget stor vigtighed for, hvor god ferien bliver.



I løbet af sommeren kommer en ny hjemmeside for MyTravel Tango med mange nye funktioner, der vil gøre det enklere for kunden også at bestille ferierejsen med rutefly via nettet.



MyTravel Tango etablerer en hotline, som vores gæster, hvis uheldet skulle være ude, kan ringe til og få hjælp 24 timer i døgnet året rundt uanset, hvor de er i verden.



MyTravel Tango vil primært fokusere på rejsemål i USA (øst- og vestkysten, Florida samt Hawaii), populære europæiske storbyer og rejsemål i Asien (Thailand, Vietnam, Kina og Malaysia). Målet er, at MyTravel Tango i løbet af 3 år skal være landets største inden for individuelle ferierejser med rutefly kombineret med et eller flere tilkøb.



Jan Vendelbo: “MyTravel Tango er for dem, der gerne vil have f.eks. 5 dage i New York eller 10 dage i Shanghai, men som ikke vil risikere at stå med et hotel, der ikke kan finde bookingen eller et fly, der pludselig ikke har plads til dem på grund af overbooking. Vi rådgiver kunderne, så de får præcis det, de ønsker, og er samtidig en garant for, at tingene er i orden. Det kan vi som en stor og seriøs rejsearrangør tilbyde kunderne.

Skrevet af