Otte af den dræbte, danske flyveleder Peter Nielsens kolleger tiltalt for deres rolle ved flykatastrofen ved Bodensøen i juli 2002.
Det retslige efterspil efter flykatastrofen for fire år siden fik mandag en ny dimension, da statsadvokaten i Winterthur tiltalte otte medarbejdere fra det schweiziske luftsikringsselskab Skyguide, som havde ansvaret for det sydtyske luftrum på ulykkesnatten. 71 blev dræbt, da et tysk fragtfly og et russisk passagerfly kolliderede over Überlingen 1. juli 2002.
En russisk mand, der mistede sin familie ved ulykken, blev i fjor idømt otte års fængsel for drabet på den danske flyveleder Peter Nielsen, der sad alene i kontroltårnet i Zürich på ulykkesnatten.
Nu risikerer otte af Nielsens daværende kolleger op til 15 måneders fængsel for uagtsomt manddrab, skriver Ritzau.