- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthavnsrestauranter vil sælge mad til flyturen

Efter bl.a. Maersk Air, Sterling og SAS’ lavprisselskab, Snowflake (der fra starten ikke har haft madservering), har meddelt, at hvis flypassagererne vil have noget i skrutten må de enten købe det ombord, eller bestille og betale inden flyvningen via selskabernes hjemmesider, øjner restauranterne i Københavns Lufthavn et nyt forretningsområde. Select Service Partner, der bl.a. driver ...

Efter bl.a. Maersk Air, Sterling og SAS’ lavprisselskab, Snowflake (der fra starten ikke har haft madservering), har meddelt, at hvis flypassagererne vil have noget i skrutten må de enten købe det ombord, eller bestille og betale inden flyvningen via selskabernes hjemmesider, øjner restauranterne i Københavns Lufthavn et nyt forretningsområde.



Select Service Partner, der bl.a. driver spisestederne i Københavns Lufthavn, åbner på mandag en ny hjemmeside – carryoncuisine.dk – hvor flypassagerer kan bestille mad til afhentning i CPH inden afrejsen.



”Vi tror på et stort behov på dette område. Der sælges årligt flycatering i Københavns Lufthavn for mellem 6-900 mio. DKK. – vi satser i første omgang på 2-3% af den omsætning,” siger Martin S. Christensen, adm. direktør for SSP, til Take Off.




Med SSP’s initiativ bliver CPH første lufthavn i Europa med dette tilbud, siger direktøren. Han forventer, at SSP det første år vil sælge ”nogle tusinde” måltider på denne konto.




”Siden nogle flyselskaber stoppede madservering, har vi noteret en stigning i salget af indpakkede sandwich på op mod 20%. Vi laver maden i vore restauranter i lufthavnen, men åbner sidst på året et stort nyt restaurationskøkken,” siger Martin S. Christensen og tilføjer:




”For at det ikke skal gå os, som vi har læst i aviserne det gjorde for Maersk Air, da de omlagde deres servicekoncept, har vi i august haft 50 testpersoner til via vor hjemmeside at bestille mad. Således ved vi, at vores system fungerer.”



Flypassageren henter den bestilte mad – der kan vælges mellem menuer fra pastasalat til friske sandwich med fyld – ved et af de to pick-up steder, Danish Kitchen’s i Terminal 2 eller Café Karen Blixen i Terminal 3.



INFORMATIONSMØDE FOR REJSEBRANCHEN




”Vores tilbud om bedre kundeservice vil vi meget gerne fortælle rejsebranchen om, så de kan være med til at formidle budskabet til kunderne,” siger Martin S. Christensen og fortsætter:




“Derfor har vi mandag den 8. september kl. 14 en præsentation af konceptet i lufthavnen. Skulle nogen ikke have fået indbydelsen, beder vi dem senest 5. september tilmelde sig med oplysning om firmanavn og navnet på deltagerne til e-mail-adressen: dgr@ssp.dk



SSP har 380 fuldtidsstillinger i CPH og omsætter årligt for 300 mio. kr.

Skrevet af