- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kommentaren: Flot gestus af SAS

Take Offs redaktør kan godt se PR-værdien i at tilbyde gratis hjemrejse, men er alligevel imponeret over den disposition.

Af Ejvind Olesen



Tidligt i morges besluttede SAS på skandinavisk plan at tilbyde gratis hjemrejse for strandede Sterling -kunder, hvor der måtte være plads. Det er aldrig set tidligere. Ruteselskaberne har en ordning, hvor de i en vis udstrækning dækker hinanden ind og godtager billetter, som ikke er noget værd. Alligevel haltede det gevaldigt, da Varig fra Brasilien gik ned. Selv familiemedlemmer i Star Alliance havde svært ved helt at leve op til det ansvar, som juridisk set næppe holdt, men moralsk burde gøre det.



Noget helt andet er et lavprisselskab i direkte konkurrence. Det er en flot gestus. Da det samtidig er en af ugens mest stille dage, nemlig onsdag og den lidt mere travle torsdag, at ordningen gælder, er der sikkert temmelig mange ledige pladser på en lang række ruter, hvor Sterling fløj.



Blot ikke på Oslo og Stockholm. Her bliver trængsel, men så er der jo ikke længere end, at man kan komme hjem på andre, gode måder uden at bliver ruineret.



Passagererne – og der er givetvis kun private rejsende – skal selv møde op i lufthavnen de næste 48 timer med deres Sterling- bevis. Business kunder ombooker på fuld kraft her i formiddag og finder selv ud af det..



Star Tour er ude med samme tilbud, men hvis charterflyene som normalt er fyldt op, er der næppe mange chancer her. Men tanken er der da, og det i sig selv er positivt.



Skeptiske tunger vil selvfølgelig sige, at det er en god reklame stunt for SAS, som på den måde får masser af sympati, nu da de skal til at overtage kunderne fra Sterling. Vi har allerede hørt en del på redaktionen i dag.



Det er da rigtigt, men det kunne jo også være, at der fortsat er nogen tilbage i luftfart, som har et ærligt ønske om at hjælpe folk i en ulykkelig situation. Og dem er der mange af i dag. Folk som ikke bare river et kreditkort frem og køber en dyr sidste øjebliksbillet.



Derfor: Godt gået SAS.

Skrevet af