- STANDBY.DK - https://standby.dk -

1.240 værelser: Åbner Østersøens største hotel

Hotel Gołębiewski ved Polens østersøkyst er klar til åbning. Men kun 500 af de 1.240 værelser er parat. Når hotellet står færdigt, er det Østersøens største. Hotel i København har 1.202 værelser.

Det femstjernede kæmpehotel med 1.240 værelser og suiter fordelt på 13 etager ligger ved byen Pobierowo på den polske østersøkyst, cirka 60 kilometer fra den tyske grænse.

Hotellets 180.000 kvadratmeter tæller ud over de 1.240 værelser og suiter blandt andet et 100 x 60 meter stort udendørs svømmebassin, indendørs bassiner, badeland, spa, en saltgrotte og meget mere.

Hotellet er udtænkt af den nu afdøde polske entreprenør Tadeusz Gołębiewski. Han startede som vaffelbager og opbyggede siden en hotelkæde med i dag fem hoteller i Polen.

Ifølge det tyske magasin Bild koster det billigste værelse på op til 50 kvadratmeter 350 euro pr. nat, cirka 2.600 kroner, mens en suite koster op mod 900 euro, svarende til omtrent 6.700 kroner. Mens mange af værelserne har balkon, har de ikke alle udsigt over Østersøen, der ligger cirka 150 meter fra kæmpehotellet.

Og, skriver Euronews, kun 500 af de 1.240 værelser og suiter er klar til åbningen af Hotel Gołębiewski, der, når det står fuldt færdigt, bliver en udfordring for hotellerne ved den tyske østersøkyst. Ifølge hotellets marketingchef, Marta Masłowska, blev der solgt over 2.000 værelser og suiter det første døgn, efter at der blev åbnet for bookingerne.

Bowling, disko og klatrevæg
Tyske Bild skriver, at det endnu ikke vides, hvornår alle værelser og suiter vil være klar til at modtage gæster.

Hotellet får blandt andet et wellnessområde, en klatrevæg, en biograf, en bowlingbane, et supermarked, et diskotek, børneunderholdning og meget mere.

Med sine 1.240 værelser og suiter er Hotel Gołębiewski angiveligt det største hotel på østersøkysten. Men et dansk hotel, CabInn Copenhagen, er også med i den store ende. CabInn-hotellet åbnede i 2019 og er godt nok kun tostjernet, men det tæller trods alt 1.202 værelser med 2.645 sengepladser.

 

Relaterede artikler:

Tyske hoteller frygter polsk kæmpenabo

Vil ikke have Trump-hotel: “Varemærket er giftigt”

2020: Ny direktør for Danmarks største hotel