- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Underskud på 499 mio. i Maersk Air

Det A. P. Møller ejede flyselskab tabte tæt ved en halv mia. sidste år. Nedskrivning af flyflåden og en lav dollarkurs på statusdagen blandt de væsentlige faktorer.

Som ventet blev også 2004 et underskudsgivende år for Maersk Air, hvis direktør, Finn Øelund, her til morgen fremlagde selskabets årsresultat for pressen. 499 mio. kr. i minus blev resultatet, og heraf skyldes de 298 mio. kr. en nedskrivning af selskabets flyflåde. Når nedskrivningen er så relativt stor skyldes det, at man i Maersk koncernen principielt opgør sine fly i dollar, med kursen den 31. december som udgangspunkt. Og netop den 31. december 2004 var dollarkursen historisk lav med en kurs på 547.

Der er dog også adskillige lyspunkter i regnskabet. Først og fremmest er antallet af rutepassagerer øget betragteligt med hele 32 %, og Finn Øelund kunne med bestemthed slå fast, at ”Fly As You Like” har skabt ny forretning for det danske flyselskab.

Maersk Air venter yderligere stigninger i antallet af såvel rute- som charterpassagerer i år, og har derfor også forventninger om et bedre nettoresultat. Finn Øelund ville dog på dagens pressemøde ikke stille et overskud i udsigt i indeværende år.

Skrevet af