Københavns Lufthavn dropper sit udspil om afgiftsændringer, der skulle lokke lavprisselskaberne til.
Efter massiv kritik fra flyselskaberne og transportminister Flemming Hansens meddelelse om sin vetoret i sagen dropper Københavns Lufthavn nu sit udspil om afgiftsændringer – et udspil, der ville have betydet millionudgifter for storkunder som SAS og Sterling, mens de i stedet ville tilgodese lavprisselskaberne.
SAS’ koncernchef, Jørgen Lindegaard, er godt tilfreds med, at tavlet nu er visket ren: ”Jeg håber, vi kan starte forfra. Det tror jeg er i begge parters interesse. Vi har haft vores første møde med lufthavnen, og det tolker vi som, at vi nu begynder på en frisk,” siger han.
Lufthavnen og flyselskaberne skal forhandle vilkårene for selskabernes benyttelse af lufthavnen fra 2006, hvor den nuværende aftale udløber.
(Børsen, 18/3)