Fra i dag kan SAS’ passagerer selv udskrive eget boardingkort. "Populært sagt åbner vi millioner af billetautomater," siger SAS Danmark.
Boardingkort til SAS kan udskrives alle steder med adgang til internet og en printer – hjemme, kontoret, hotellet osv.
Med boardingkortet kan passageren checke ind, få tildelt sæde og rejseinformation på et A4-ark – og kan dermed i lufthavnen blot aflevere evt. bagage og så gå direkte til Security.
“Populært sagt åbner vi millioner af billetautomater i og med det nu er muligt både at tjekke ind og udskrive sit eget boardingkort, hvor som helst der er internetadgang og en printer,” siger projektleder Peter Svendsen, fra SAS Danmark Business Development.
Fordelene for kunden er bl.a.: tidsbesparelse; print af boardingkort kommer som en mulighed, når man checker ind online… Et boardingkort kan indeholde op til fire strækninger på samme rejsedag.
Boarding-kortet indeholder enkel og informativ information om afgang, sæde i flyet, seneste mødetid ved gate og bagageinformation, oplyser SAS.
Passagerer, der har checket ind hjemmefra og kun har håndbagage kan gå direkte til Security. Kunder med yderligere bagage får bagagemærker fra Self-service automater i lufthavnen, hvorefter bagagen afleveres i bagage drop.
Online chek-in og print af boarding-kort åbner 22 timer inden afgang. “Er hjemrejsen en anden dag end udrejsen, skal der foretages separat check-in tidligst 22 timer før de respektive afgange,” siger Peter Svendsen.