- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyheder fra julen og nytåret

Take Offs hjemmeside holdt nyhedsferie fra 23. december til i dag, her et kort rids af nogle af historierne fra perioden: DØDSFALD Scandlines’ adm. direktør Ole Rendbæk, 60 år, som ved sin kontrakts udløb 31. december skulle påbegynde egen konsulentvirksomhed med bl.a. opgaver for Scandlines, blev lille juleaften meldt død. Han kørte sin bil til ...

Take Offs hjemmeside holdt nyhedsferie fra 23. december til i dag, her et kort rids af nogle af historierne fra perioden:



DØDSFALD




Scandlines’ adm. direktør Ole Rendbæk, 60 år, som ved sin kontrakts udløb 31. december skulle påbegynde egen konsulentvirksomhed med bl.a. opgaver for Scandlines, blev lille juleaften meldt død. Han kørte sin bil til Øresundsbroen og efterlod et afskedsbrev til familien.



AIR GREENLAND TIL THULE




Air Greenland overtager fra 1. februar SAS’ kontrakt om at flyve passagerer og fragt mellem København og nordgrønlandske Pituffik/Thule Airbase. Kontrakten gælder frem til 2008.




Beflyvningen af Thule vil ske én onsdag om måneden og vil blive gennemført med selskabets Airbus 330.



BA-FLY STANDSET I WASHINGTON DC




En Boeing 747 fra British Airways blev 1. Nytårsdag undersøgt efter landing på Dulles Airport udenfor Washington DC. De 246 passagerer blev tvunget til at være tre ekstra timer ombord, mens flyet blev undersøgt af amerikanske myndigheder. Ifølge Sky News ville FBI afhøre to af passagererne.



LUFTHANSA DROPPER PROVISION I TYSKLAND




Lufthansa meddelte mellem jul og nytår, at selskabet 1. september sløjfer provisionen til de tyske rejsebureauer. Nyheden blev modtaget med chok af Tysklands Rejsebureauforening, DRV, hvis medlemmer sælger 92% af Lufthansas billetter i Tyskland. ”Lufthansa har diskvalificeret sig selv som en troværdig og pålidelig forhandlingspartner,” tordner DRV-præsident, Klaus Laepple.



BERUSET STEWARD FORSINKEDE SAS




Et SAS-passagerfly fra Gøteborg til København blev mellem jul og nytår forsinket, fordi en steward var beruset. Den 25-årige dansker blev standset af sine kolleger. SAS betegner hændelsen som “ekstremt alvorlig”.

Skrevet af