- STANDBY.DK - https://standby.dk -

118 nye virksomheder i ferie- og rejsebranchen

Op til årets store ferie- og rejsemesser er 396 virksomheder i branchen nu kreditværdige, mens 73 vurderes til ’kredit mod sikkerhed’ og 160 til ’kredit frarådes’.

Op til årets store ferie- og rejsemesser er 396 virksomheder i branchen nu kreditværdige, mens 73 vurderes til ’kredit mod sikkerhed’ og 160 til ’kredit frarådes’.

“Siden 2009 har der været en vækst på 118 nye virksomheder i erhvervet. Det kan tyde på, at der i branchen er større tillid til danskernes feriebehov”, siger direktør Martin Hornsyld, kreditvurderingsbureauet Soliditet A/S.

Danskerne prioriterer ferie og rejser højt. Det synes at være baggrunden for, at rejsebranchen trods fortsatte krisetider siden 2009 er vokset med 118 nye virksomheder som ferieboligudlejning, campingpladser og rejsearrangører. Det fremgår af en ny analyse af ferie- og rejsebranchen fra kreditvurderingsbureauet Soliditet A/S.

Flere virksomheder i branchen er blevet mere solide. Ifølge den seneste opgørelse ved udgangen af 2012 havde 396 virksomheder de kreditværdige ratings AAA, AA eller A, 73 havde en B-rating, ’kredit mod sikkerhed’, og 160 en C-rating, ’kredit frarådes’. Det er en fremgang siden 2009 i antallet af kreditværdige virksomheder på 63. Dog er antallet af B- og C-ratede virksomheder steget med henholdsvis 30 og 78.

“Antallet af virksomheder i branchen er steget støt over den analyserede periode 2009 til 2012. Det indikerer en fortsat tro på, at der kan drives profitabel virksomhed i denne udfordrende branche,” siger direktør Martin Hornsyld.

Det fremgår af Soliditets analyse, at de topsolide virksomheder, AAA, ’højeste kreditværdighed’, er stagnerende. Til gengæld er der igen en lille stigning i antallet af AA-ratede virksomheder, ’høj kreditværdighed’, og antallet af A-ratede, med betegnelsen ’kreditværdig’, er støt stigende.

Antallet af virksomheder med en B-rating er svagt stigende, mens antallet af de C-ratede, ’kredit frarådes’, vokser støt.

”Branchen har den fordel, at danskerne selv i krisetider sætter deres ferieoplevelser højt, men også den ulempe, at der blandt de mange veldrevne virksomheder er nogle, der ikke har styr på økonomien,” siger Martin Hornsyld.

Branchen er defineret som: Ferieboliger og andre indlogeringsfaciliteter til kortvarige ophold, campingpladser, rejsebureauer, rejsearrangører, samt andre reservationstjenesteydelser og tjenesteydelser i forbindelse hermed.