De fleste af Skiveegnens mange herregårde er privatejede og ikke normalt åbne for publikum. Den 15. juni er der dog mulighed for at få et kig bag facaden, når 12 herregårde er med i ’Herregårdenes Dag’.
De fleste af Skiveegnens mange herregårde er privatejede og ikke normalt åbne for publikum. Den 15. juni er der dog mulighed for at få et kig bag facaden, når 12 herregårde er med i ’Herregårdenes Dag’.
Der vil være en eller flere rundvisninger på hver af de deltagende herregårde i tidsrummet klokken 10-17.
Herregårdene repræsenterer 800 års Danmarkshistorie og giver et indblik i kongers, bispers, adelsmænds og bønders liv. Ældst er Ørslev Kloster, der kan føre sin historie tilbage til 1219. Efter mange år som nonnekloster blev det ombygget til herregård og er i dag et arbejdsrefugium.
Blandt de gamle huse er også Spøttrup Borg, der blev bygget omkring 1500 og er Danmarks mest velbevarede middelalderborg. Bustrup Hovedgaard, der i dag er skolecenter, oplevede at blive brændt af Skipper Clements tropper i Grevens Fejde i 1500-tallet, og Kjeldgaard ved Fursund nævnes første gang i 1524. Østergaard er et fornemt og fuldt befæstet stenhus med fire fløje og en lille gårdsplads, som blev bygget omkring 1550. Langt de fleste af disse borganlæg blev siden nedrevet og ombygget til herregårde, men på Østergård er de oprindelige bygninger fra den sene middelalder bevaret, og inden døre finder man bl.a. i riddersalen rester af sjældne kalkmalerier.
Hovedbygningen på Staarup Hovedgaard er opført i 1554, mens Hesthave kan føre sin historie 400 år tilbage, og hovedbygningen på Hostrup Hovedgaard er opført i 1741. Endelig er Langesgård, hvor en del af Tarok-filmen blev optaget, fra 1790. Blandt de nyere herregårde er Ny Spøttrup, der blev opført som studegård i 1870 og er en af Danmarks meget få bevarede kampestensgårde.
I år er der også mulighed for at besøge to herregårde i Vesthimmerland, Hessel, der stammer fra begyndelsen af 1700-tallet og nu er museum, samt Lerkenfeldt fra 1500-tallet, som har tilhørt familien Kjeldsen i de seneste to århundreder og i dag er et moderne landbrug.