Sterlings køb af Maersk Air har udløst en eskalerende konflikt mellem de to flyselskabers kabinepersonale
En intern strid mellem to af de største medarbejdergrupper er spidset yderligere til efter Sterlings køb af Maersk Air. Kabinepersonalet fra de to flyselskaber har så svært ved at finde fælles fodslag, at det kan gå ud over den service, flykunderne tilbydes, og hele Sterlings plan om at skabe en ny stærk lavprisgigant inden udgangen af 2006, mener de tidligere Maersk-folk.
Derfor efterlyses indgriben fra Sterling-ledelsen for at bremse risikoen for en årelang konflikt. Men det afviser kommunikationsdirektør Niels Brix, der også er ansvarlig for personalet.
”Det er på ingen måde ledelsens opgave at involvere sig i fagpolitiske diskussioner eller organisatoriske drøftelser. Det er op til de to grupper at finde en løsning,” siger han til Børsen.
Han tror ikke på, at striden skader Sterlings daglige drift og kundeforhold.
Ved Sterlings køb af Maersk Air i september blev Maersk-folkenes overenskomster sagt op. De cirka 350 ansatte fra Maersk Airs kabinegruppe skal med i Sterlings overenskomst, men det har skabt uenighed på to punkter: Dels håndteringen af anciennitet, hvor Maersk-folkene frygter at blive stillet ringere end Sterlings stewardesser, dels håndteringen af indflydelse, hvor man ikke kan blive enige om at danne en fælles medarbejderforening.
(Børsen)