- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark halter bagefter med hurtigtog

Frankrig har sit superhurtige TGV-tog og Tyskland sit ICE. I Danmark køres der med IC3-tog, som kun kan nå op på 180 km/t.


Det begynder at haste, hvis Danmark skal kobles på det europæiske hurtigtogsnet. Over alt omkring os er der fart på togdriften. Mange tog kører 250 km/t, flere skyder en fart af op til 320 km/t. Og langt flere er på tegnebrættet. I Danmark kører der stadig med gamle tog på ældgamle skinner.
Selv den kommende Femern-bro bliver ikke bygget, så den kan klare hurtigtog – i hvert fald ikke de første syv år af broens levetid.
Mens resten af Europas store byer som London, Paris, Frankfurt, Berlin, Rom, Madrid og sågar Warszawa langsomt, men sikkert, bliver koblet tættere og tættere sammen i et net af supertog, der kører med op til 320 km/t, sker der praktisk taget intet i Danmark. Tværtimod er rejsetiden i Danmark de seneste 10 år blevet længere og længere i takt med, at de nedslidte skinner er begyndt at falde fra hinanden.
Potentialet for hurtigtog er stort i Danmark, ligesom der ligger en betydelig miljøgevinst. Der udsendes nemlig fire gange så meget CO -2 ved at køre turen mellem København og Århus i bil, som hvis man kunne rejse turen med højhastighedstog, mens det udsender 10 gange så mange drivhusgasser, hvis rejsen foregår med fly.
(Morgenavisen Jyllands-Posten)

Skrevet af