- STANDBY.DK - https://standby.dk -

1,4 mio. flere passagerer i Københavns Lufthavn

LUFTFART: Med 13,7 mio. rejsende i årets første seks måneder havde lufthavnen 1,4 mio. flere end på samme tid sidste år. Sidste måned havde lufthavnen for første gang dage med over 100.000 passagerer.

LUFTFART: Med 13,7 mio. rejsende i årets første seks måneder havde lufthavnen 1,4 mio. flere end på samme tid sidste år. Sidste måned havde lufthavnen for første gang dage med over 100.000 passagerer.

Ifølge Københavns Lufthavn blev juni i år den travleste start på en sommer nogensinde med 2,7 mio. rejsende.

Lufthavnen har i alt haft 13,7 mio. passagerer i årets første halvår – mod 12,3 mio. i første halvdel af 2015, viser sammenligning, standby.dk har foretaget. I årets første seks måneder er passagertallet i forhold til samme tid sidste år steget 11 pct. til 13,7 mio.

“Vi har haft en travl start på sommeren med flere dage i juni, hvor vi for første gang havde over 100.000 rejsende. Samlet rejste 2.757.538 mio. gennem lufthavnen sidste måned – en vækst på 9 pct. i forhold til juni sidste år,” siger lufthavnens adm. direktør, Thomas Woldbye.

Der har i årets første halvår været størst vækst fra København til Spanien – en passagervækst på 30 pct. Flyselskaberne har dog også udbudt 298.000 flere sæder mellem København og Spanien, eller 31 pct. Flere end i samme periode sidste år.

”Det er et godt eksempel på, at med flere muligheder for at flyve til en eller flere destinationer, kommer der også flere rejsende,” siger Thomas Woldbye og tilføjer: ”En markant del af årets vækst på foreløbig 11 pct. skyldes det seneste års mange nye flyruter. Det får også flere udenlandske turister til at flyve til København.”

Tallene for andet kvartal i år er endnu ikke klar, men i årets første kvartal rejste 27,2 pct. flere turister til Danmark via Københavns Lufthavn sammenlignet med samme periode sidste år. Cirka to ud af tre passagerer i lufthavnen er fra udlandet.

I årets første halvår har der været syv pct. flere rejsende på dansk indenrigs – i juni var indenrigsvæksten knap fem pct. sammenlignet med samme måned i fjor.

Med undtagelse af Danish Air Transports rute mellem Bornholm og Billund, flyver alle danske indenrigsruter til og fra Københavns Lufthavn.