- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gult kort til Bangkok

Mens udenrigsministerierne i England, Canada og Australien direkte advarer mod rejser til Thailand, nøjes det danske og norske med at opfordre til forsigtighed.

”Thailand er fredeligt og sikkert for turisterne,” lød det fra landets nye premierminister, da han i midten af sidste måned mødte den europæiske rejsebranche og presse i London, herunder Take Off.



Men nu er den gal igen i Smilets Land. Det er undtagelsestilstand i Bangkok, hvor et par demonstranter i går blev skudt af militæret.



Udenrigsministeriet opdaterede i går sin rejsevejledning og skrev:

”Set i lyset af den nuværende situation, og risikoen for en yderligere eskalering, opfordres rejsende til at overveje nødvendigheden af at besøge Bangkok-området, indtil situationen er afklaret. Er man i Bangkok bør man udvise stor forsigtighed og følge situationen nøje via medierne samt danske eller lokale rejsearrangører.”



I november-december blokerede en anden gruppe demonstranter, end de, der nu laver ballade, bl.a. lufthavnene i Bangkok.



Sidste år havde Thailand 150.000 danske turister – og chefen for de Thailandske turistmyndigheder i Norden, Manit Boonchim, sagde i sidste måned til Take Off, at han forventede, at Thailand ville holde den skanse i år.



I fjor rejste 825.000 fra Danmark, Norge, Sverige og Finland til Thailand. Thailand havde i fjor 4,1 mio. rejsende fra Europa – og totalt 14 mio. turister fra hele verden.

Skrevet af