På Peberholm i Øresund har planter og dyr fået lov til at udvikles frit uden hjælp fra mennesker. Arter er kommet og er forsvundet igen. I havet omkring den kunstige ø trives et fantastisk plante- og dyreliv.
På Peberholm i Øresund har planter og dyr fået lov til at udvikles frit uden hjælp fra mennesker. Arter er kommet og er forsvundet igen. I havet omkring den kunstige ø trives et fantastisk plante- og dyreliv.
”Man bliver glad, hver gang man dykker omkring bropillerne på Øresundsbron og ser, hvor godt det går for livet under vandet”, siger Kjell Andersson, dykker og forskningsingeniør, som fra starten var bromodstander – men siden har skiftet mening.
Naturen på Peberholm har udviklet sig i de 15 år siden driften af Øresundsforbindelsen begyndte. Adskillige arter af planter og dyr har taget øen i besiddelse, flere af dem sjældne og truede. I løbet af de første år kom mange nye arter til, og der var rigeligt med plads. Efterhånden er planterne vokset til, og de fleste steder er der nu en heldækkende vegetation, og buskvegetationen dominerer, fortæller Hans Ohrt, miljøkonsulent for Øresundsbron.
”Kampen om pladsen på Peberholm tager til. Nogle af de sjældne arter, som kalkvejsennep, den grønbrogede kålsommerfugl og dværgternen er forsvundet igen. Det er en naturlig konsekvens af den øgede konkurrence. Blandt de arter, der har klaret konkurrencen, er tysk tamarisk, grønbroget tudse og bramgås.
Artsantallet er stabiliseret på cirka 250-300 plantearter og 25 fuglearter, der yngler på øen. I år har vi fundet gulbug og stor regnspove for første gang. Sidste år opdagede vi otte nye arter”, siger Hans Ohrt.
Kjell Andersson var en af modstanderne af Øresundsbron, men med tiden skiftede han dog mening. Øresund er et kompliceret farvand, mener han, med hurtige skift i strømforhold og strømretning. I dag konstaterer han, at havmiljøet omkring broen har det virkelig godt: ”Man bliver glad hver gang man dykker omkring bropillerne og ser, hvor godt det går for livet under vandet. Der vokser utrolige mængder af muslinger på bropillerne, der er et fantastisk plante- og dyreliv, og ind i mellem er der tusinder af småfisk rundt om pillerne”.