- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Usikkerhed om blå og gule kort

Hvis man arbejder i ferien, er man ikke dækket af det gule sygesikringsbevis – så bør man skaffe sig et blåt….

Kun få ved, at det gule sygesikringskort ikke yder dækning for andet end ferierejser. Hvis man arbejder blot en enkelt dag i ferien og kommer galt af sted får man ingen hjælp.

Advarselen kommer for Forsikringsoplysningen, der opfordrer rejsende med planer om også at arbejde i ferien til i stedet at få fat i det blå EU sygesikringsbevis, skriver epn.dk.

”Har man planer om at kombinere arbejde og ferie, eller tager man af sted kun for at arbejde, så skal man have fat på det blå EU-sygesikringsbevis. Uden det kan opholdet blive dyrere end beregnet”, siger konsulent Allan Bo Christensen, Forsikringsoplysningen.

”Til gengæld dækker det blå kort ikke hjemtransport som det gule, så hvis man vil sikre sig hjemtransport oven i dækningen i det blå kort, skal man tegne en rejseforsikring”, siger Allan Bo Christensen, der også anbefaler en rejseforsikring, hvis ferien er længere end en måned.

Det blå sygesikringsbevis giver ret til læge- og sygehusbehandling og medicin, der bliver nødvendig under opholdet.

Mange private læger, sygehuse mv., har ikke kontrakt med den offentlige sygesikring. Behandling disse steder er ikke dækket af EU-sygesikringen.

Det er bopælskommunen, der udsteder det blå EU-sygesikringsbevis – normalt med en ekspeditionstid på en uge.

Skrevet af