- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Amadeus opfordrer rejsebureauer til sammenhold

”Stærke kræfter vil sprænge kæden mellem flyselskaber, rejsebureauer og rejsende,” siger Janchrister Egnefors, skandinavisk direktør for reservationssystemet Amadeus.

Der er stor forskel på, hvordan topdirektører formulerer sig i f.eks. egne nyhedsbreve. Nogle siger ikke en dyt, andre er heldigvis direkte. En af de sidstnævnte er svenske Janchrister Egnefors, adm. direktør for CRS-systemet Amadeus Scandinavia.



I første udgave af Amadeus’ elektroniske nyhedsbrev, Dialogen, skriver Egnefors, bl.a.: ”Stærke kræfter vil sprænge kæden mellem flyselskaber, rejsebureauer og rejsende. Ifølge en undersøgelse finder rejsebureauerne i ni ud af ti tilfælde bedre priser, end rejsende selv på nettet. En anden undersøgelse viser, at 20-25% af lokkepriserne på flyselskabernes hjemmesider i realiteten ikke er mulige at booke.”



Han fortsætter: ”Trods dette får flyselskaberne rejsende til at tro, at det er billigst at henvende sig direkte til dem – hvilket de rejsende fortsat vil tro, hvis vi ikke sammen kan korrigere dette billede. Vi må derfor forene vores kræfter og ved fælles indsats forsvare rejsebureaukanalen – inklusive rejsebureauernes web-kanal.”



Amadeus var indtil i år forsigtig i sin opkøbsstrategi, men kontrollerer nu Opodo, Europas største online rejsebureau. I Skandinavien har Amadeus købt SAS’ aktiepost i Travellink og fortsætter med aggressivt at markedsføre dette rejsebureau.



”Vores job er at vise flyselskaberne, at det kan betale sig at være med i systemet, mens jeres (rejsebureauer, -red) opgave er at vise de rejsende, at det kan betale sig at gå til et rejsebureau,” skriver Janchrister Egnefors.



Se mere på hjemmesiden: dialogen.sca.amadeus.com

Skrevet af