- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS vil bruge Dubai som brohoved

Den nye SAS-rute til Dubai skal være brohoved til Asien og Afrika.

I sidste uge åbnede SAS for salget af billetter til destinationen Dubai International Airport, som selskabet flyver til tre gange om ugen fra udgangen af oktober.

SAS har i længere tid overvejet at etablere forbindelsen, men først nu har selskabet fået lavet en såkaldt ”Special Prorate Agreement”, eller blot SPA-aftale, med flyselskabet Emirates.
”Aftalen betyder, at vi kan tilbyde vores kunder nogle gode forbindelser videre fra Dubai med Emirates, og når vi starter en ny rute, er det et meget vigtigt salgsargument,” fortæller kommerciel direktør i Scandinavian Airlines International, Lars Sandahl.

Foreløbig har SAS tænkt sig at bruge Dubai som et brohoved til Asien og Afrika, hvor Emirates har gode forbindelser fra Dubai.
”En række virksomheder bruger Dubai som brohoved for deres indtog på det asiatiske og afrikanske marked, og det ønsker vi også at gøre. Det er en stor fordel, at forbindelserne videre fra Dubai til de to kontinenter er så gode,” siger Lars Sandahl.
SPA-aftalen virker også den anden vej, så Emirates-kunder får gode forbindelsesmuligheder med SAS ud af Københavns Lufthavn. Det kan betyde, at Emirates skrinlægger planerne om at etablere egne flyvninger til Kastrup.

SAS oplever en stor efterspørgsel på Dubai blandt skandinaviske turister. ”Derfor starter vi også med at føle os frem med tre afgange om ugen. Men allerede nu kan vi se, at der er potentiale til mere. Det er oppe i tiden at rejse østpå,” siger Lars Sandahl.

(Berlingske Tidende, d. 27. august, 2007)

Skrevet af