- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Prikkerunde hos Danish Air Transport


DAT fyrer otte medarbejdere – mangel på kontrakter er årsagen, fortæller direktør Jesper Rungholm.



Flyselskabet Danish Air Transport fyrer medarbejdere.



”Det er et udtryk for almindelig oprydning i organisationen,” forklarer direktør Jesper Rungholm fra DAT til Take Off og afviser, at prikkerunden sker på baggrund af et akut behov for besparelser.



”En del af vores flyvninger sker på kontrakter. Vores organisation er gearet til en høj produktion, men da en del af vores kontrakter ikke, som vi ellers havde håbet, er blevet forlænget, ved vi faktisk ikke, hvad flere af vores fly skal lave efter 1. januar. Så derfor skal vi passe på, at vi ikke er for mange, og derfor var der behov for en trimning af organisationen. Fyringerne er ikke et udtryk for at vi er i krise – vi rydder bare op i god tid, inden krisen i branchen vokser.”



Jesper Rungholm forklarer, at også to stillinger i DAT’s interne salgskontor er blevet nedlagt.



Fyringsrunden kommer, efter Danish Air Transport netop har indkøbt sit hidtil største fly, et MD87, for den nette sum af 30 mio. kr. og selskabet meddelte tidligere, at flyet blev forventet sat i drift pr. 1. oktober.



AnO

Skrevet af