Den statsejede Ruzyne-lufthavn ved Tjekkiets hovedstad, Prag, er til salg.
Tjekkiets transportminister Ales Rebicek siger til Radio Prag, at regeringen har besluttet at privatisere den internationale lufthavn, og at det skal ske inden udgangen af 2008, skriver Søren Holm-Hansen i Jyllands-Posten.
Salget ventes at indbringe omkring 21 milliarder danske kroner og provenuet skal indgå i en fond til finansiering af udbygningen af landets infrastruktur. Det ventes, at staten vil beholde en mindre del af ejerskabet.
Regeringen har også planer om privatisering af det nationale flyselskab Czech Airlines (CSA).