- STANDBY.dk - https://standby.dk -

British Airways vil byde 1 mia. pund for BMI

British Airways (BA) kan meget vel være på vej med et bud på 1 mia. pund for BMI, som SAS ejer 20 pct. af. Det skriver The Times onsdag. Ifølge avisen har BA allerede drøftet et eventuelt salg med BMI's hovedaktionær, Sir Michael Bishop, der ejer 50 pct.

Sir Michael Bishop har tidligere nægtet at sælge, men han har rundet de 65, og ifølge avisen forventer interesserede flyselskaber, at han vil sælge i år.



BA er stærkt interesseret i BMI, især fordi de har 13 pct. af start- og landingstilladelserne i Heathrow, og købet vil bringe BA’s andel af pladsen i Heathrow op på i alt 53 pct., hvormed selskabet vil stå stærkt rustet til den øgede konkurrence, når ‘open skies’-aftalen træder i kraft den 30. marts 2008.



I øjeblikket er det kun BA, Virgin Atlantic, United Airlines og American Airlines, der må flyve på den lukrative rute fra Heathrow til New York, men det vil ‘open skies’-aftalen, som EU’s ledere vedtog i sidste uge, lave om på.



Lufthansa, der ejer 30 pct. af BMI og har en købsoption og dermed førsteretten, såfremt Sir Michael Bishop vil sælge, forventes ifølge The Times ikke at ville byde på BMI, fordi Lufthansa allerede er med i opløbet om Alitalia og desuden siges at være interesseret i spanske Iberia.

Skrevet af