En 51-årig trafikkonsulent hos SAS i Norge har indrømmet, at han i mindst 11 år svindlede sig til en værdi af bonuspoint på mindst 750.000 kroner.
Via svindlen mod sin arbejdsgiver kunne den 51-årige og hans venner rejse ”gratis” rundt i verden, skriver Romerikes Blad. Manden er nu fyret.
”Manden brugte sine uretmæssige eurobonuspoint på rejser til Thailand, USA og flere lande i Europa,” siger politiadvokat Ellen A. Ilstad i Romerike politidistrikt til avisen.
Svindlen begyndte i hvert fald i 1992 ved at den nu sigtede manipulerede SAS’ datasystem. Efter flyafgange tildelte han bonuspoint til sig selv, venner og bekendte samt ikke-eksisterende personer.
SAS har ikke kunne gå længere tilbage end 1999 for at finde data om mandens bedrageri. Så formentlig er svindlen meget større end de 750.000 kr., anslår politiet.