Hvert år konfiskerer sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn tusinder af proptrækkere, knive, sakse og andre genstande. Tallet ser ikke ud til at falde.
Et godt råd til passagererne er, at hvis de er i tvivl om en genstand må medbringes i håndbagagen, så pak den i kufferten. Sidste år beslaglagde sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn knap 17.000 genstande. Tallene fra de første måneder af 2008 viser intet faldende antal.
”Passagererne ved, at de ikke må medbringe et haglgevær. Til gengæld har mange svært ved at finde ud af, hvad der er tilladt når det gælder spidse og skarpe genstande. Fx må man gerne have en ikke-låsbar kniv, hvis klingen er under 6 cm. Hvis passagererne er i tvivl, er det en idé at checke vores liste på cph.dk – eller pakke genstandene i kufferten,” siger lufthavnens sikkerhedschef, Johnnie Müller.
”Hovedparten af det konfiskerede er knive, sakse og den slags. Men vi ser også særlige ting i håndbagagen. Eksempler er plastikvåben til rollespil, skateboards, telte ved Roskilde-festival, snekugler til jul, stjernekastere og fyrværkeri til nytår – blendere og andre køkkenredskaber,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Anette Haaning, til Take Off.
HB