En belægningsprocent på 68 procent i november er ikke godt nok, men der er flere forklaringer.
Med de priser Sterling kører med for tiden skal belægningen gerne som hos charterselskaberne op i nærheden af 95 procent. I følge Sterlings egne beregninger, opgivet i dag i dagbladet Børsen, skal den i hvert fald være 80.
Det holdt ikke i november, hvor belægning af flyene i gennemsnit var på 68 procent. Sterling er for tiden i gang med den ene store kampagne efter den anden – så sent som i går med flybilletter og juletræer i Jylland – og det er almindelig kendt, at der skal skaffes et cashflow på 300 mio. kr. inden nytår. Om man nu er i nærheden eller over målet oplyses ikke.
Til Børsen siger kommunikationschef Niels Brix: “Der skal rettes op på vores lave loadfactor. Det skyldes, at vi dels er midt i en integrationsperiode, dels at vi har nedlagt ruter, hvor Maersk Air og Sterling fløj side om side. Samtidig har vi åbnet andre ruter og nye ruter (læs foran her på siden om overvejelser med Frankfurt og Billund, red.) . I en periode med så mange ændringer er udnyttelse naturligvis ikke maksimal.”