Kun få er klar over, hvad ændringerne af den offentlige rejsesygesikring går ud på.
Ifølge en undersøgelse fra International Health Insurance (IHI) er det de færreste danskere, der ved, hvad indskrænkningen af den offentlige rejsesygesikring går ud på. I foråret spurgte forsikringsselskabet om kendskabet til ændringerne, og da svarede blot 28 pct., at de vidste, hvad det indebar.
Forleden gentog selskabet spørgeundersøgelsen med det resultat, at kendskabet kun er steget minimalt til 29 pct.
”Det er ærgerligt, at forbrugerne ikke er bedre orienteret, for det er et væsentligt anderledes billede, vi ser efter 1. januar 2008, hvor den offentlige rejsesygesikring indskrænkes. Efter den dato er det nødvendigt at tegne en ekstra forsikring for at få samme dækning med f.eks. hjemtransport som i dag,” siger Forbrugerrådets juridiske rådgiver, Anne Dehn Jeppesen.
Der er kun to ting, man skal huske, i forbindelse med de nye regler, siger salgs- og servicechef, Eva Nittegaard, fra IHI: ”Det gule sygesikringsbevis dækker efter nytår stort set kun i EU-landene, og hjemtransport er ikke længere dækket.”
IHI’s undersøgelse viser, at det især er de unge, der ikke kender noget til de nye regler for rejsesygesikringen. Blandt de 15 til 29-årige er det omkring 75 pct., der ikke ved, hvad ændringerne indebærer.
”Det er foruroligende, for netop de unge rejser ofte, og det er samtidig vores erfaring, at de også udsætter sig for mere risikable aktiviteter under ferien. Vi ser desuden relativt flere bilulykker blandt de 18-29 årige,” oplyser Eva Nittegaard.
(Berlingske Tidende, d. 8. september, 2007)