- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor fremgang mellem Danmark og Egypten

Egypten satte i fjor rekord i antallet af turister fra Norden. Også flytrafikken fra Københavns Lufthavn til pyramide-landet eksploderede i fjor.

Sammenlignes januar i år med januar i fjor er Egypten en absolut topscorer i antal flypassagerer fra Københavns Lufthavn. I januar sidste år rejste lidt over 10.000 passagerer til Egypten, mens landet i januar i år fik besøg af næsten 18.000 passagerer fra Kastrup – en stigning på 76%.



“Egypten har længe været et populært rejsemål, men de sidste år har landet gjort meget for at profilere sig som andet end et historisk interessant land. Men også vist, at det kulturelt er anderledes og eksotisk. Det er det, vi ser resultatet af nu. Egypten er i dag i høj grad et alternativ til nogle af de andre middelhavsdestinationerne,” siger Trille Tang Dalsgaard, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne.



Der er både charter- og rutefly til Egypten fra CPH. F.eks. flyver Maersk Air, Novair, SAS og Sterling til destinationerne Hurghada, Sharm el sheikh, Luxor, Alexandria og Cairo.



For første gang var der i fjor over en kvart million skandinaviske turister i Egypten . Der blev samlet sat turistrekord med over 8,1 millioner besøgende – en fremgang på 34%.



Og for første gang rundede antallet af turister fra Skandinavien de 250.000 – tallet forventes at stige i år.

Skrevet af