- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vindere fejrede Danish Travel Awards

Fire af sidste uges 21 vindere af en Danish Travel Award – First Hotels, Profil Rejser, Sun-Air, Thomas Cook Airlines – har foreløbig udsendt pressemeddelelser.



Torsdag blev der på det spritnye 4-stjernede hotel Crowne Plaza i Ørestad uddelt 21 årlige Danish Travel Awards – plus en miljøpris.



First Hotels vandt atter i år Danish Travel Awarden som Danmarks Bedste Hotelkæde – også i 2008, 2007 og 2005 vandt den norske hotelkæde denne kategori.



”Vi er stolte over at modtage den eftertragtede pris for fjerde gang på et marked med hård konkurrence. Derudover var det glædeligt, at First Hotel Grand i Odense var blandt de tre højest placerede i kategorien Bedste Hotel udenfor København på trods af, at vi endnu ikke er helt færdige med renoveringen af dette hotel,” hedder det fra First Hotels, der har 47 hoteller i Skandinavien, og der tilføjes:



”Det er rejsebureaumedarbejderne, der har vurderet de enkelte hotelkæder. Mest af alt er dette dog en pris til vores medarbejdere – de skaber den gode gæsteoplevelse, og prisen er deres fortjeneste.”



Profil Rejser løb for andet år i træk med “Bedste Leisure Rejsebureau.” Om dette siger dets nye adm. direktør, Peter Rasmussen: ”Vi er beærede over, at danskerne vælger os som deres foretrukne rejsebureau, foran bl.a. C&C Travel og Jysk Rejsebureau.”



Profil Rejser med over 27 år på bagen har 50 ansatte i København, Odense og Silkeborg. Profil blev stiftet af Jahn Schapiro i 1983 og har årligt ca. 60.000 rejsende. Profil inkluderer også datterselskaberne Hemmingways, Helsinge Rejsebureau og PRT (agentsalg)



Profil Rejser vandt også en Danish Travel Award i 1996, 1997, 1998, 1999, 2003, 2005 og i 2007.



Aftenens største overraskelse, at Sun-Air med foreløbig kun ruter fra Jylland, blev ”Bedste Europæiske Flyselskab” ved Danish Travel Awards gav denne kommentar fra dets underdirektør, Kristian Tvergaard:



”Vores vision er at blive Europas bedste regionale flyselskab – og at valget faldt på os bekræfter, at vi er på vej. Det viser, at det kan betale sig at gå mod strømmen med høj kvalitet og service. Det er dejligt, at vores fokus bliver værdsat hos kunder og rejsebureauer, men vi havde aldrig kunne løftet dette uden et stærkt varemærke som British Airways i ryggen.”



Thomas Cook Airlines, som i Danmark primært flyver for Spies, vandt både Danish Travel Awards’ miljøpris og for 8. gang forbrugerprisen ”Bedste charterflyselskab”.



Miljøprisen får Thomas Cook Airlines for at begrænse CO2-udslippet, reducere støj og sin høje belægning.



“Luftfarten står i dag for kun 2 pct. af den samlede globale udledning af CO2. De europæiske flyselskabers andel ligger på 0,5 pct.,” siger direktør i Thomas Cook Airlines, Tom Clausen.



Siden år 2000 har Thomas Cook Airlines Scandinavia reduceret brændstofforbruget 22 pct., støjen fra flyene 30 pct., og affaldsmængden ombord er begrænset med ca. 75 pct. Flyselskabet er det eneste i Norden som i dag kildesorterer affald, og på det seneste har selskabet indført økologiske uniformsdele til de ansatte.



Vinderne i Danish Travel Awards-kategorierne findes via afstemning i rejsebranchen suppleret – eller udelukkende – med analyseinstituttets rundspørge hos forbrugerne.



Alle vinderne plus nummer to og tre i kategorierne kan på Take Offs hjemmeside i fredags.

Skrevet af