- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Højesterets dom i Provisionssagen

Læs dommen i sin fulde længde her

Højesterets dom, afsagt fredag den 3. september 2004:

Danmarks Rejsebureau Forening som mandatar for
WASTEELS REJSER A/S
(advokat Jan-Erik Svensson)
mod
Scandinavian Airlines System Denmark-Norway-Sweden
(advokat Jens Rostock-Jensen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 24. afdeling den 17. september 2003.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Peter Blok, Poul Søgaard, Jytte Scharlin og Jon Stokholm.

Appellanten, Danmarks Rejsebureau Forening som mandatar for WASTEELS Rejser A/S, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Scandinavian Airlines System Denmark-Norway-Sweden, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat
Det fremgår af pkt. 9, 1. pkt. i aftalen af 15. december 1993 mellem IATA og WASTEELS Rejser A/S – hvilken aftale svarer til IATA’s resolution 824 – at luftfartsselskabet selv fastsætter størrelsen af agenternes vederlag og den måde, på hvilken vederlæggelsen sker. I pkt. 9, 2. pkt. bestemmes, at vederlaget “skal udgøre fuld kompensation for det arbejde, der er ydet til luftfartsselskabet”. Denne bestemmelse kan ikke forstås således, at agenten har krav på et vist mindstevederlag, der giver dækning for agentens omkostninger, men må forstås som alene sigtende til, at agenten ikke kan gøre krav på yderligere vederlag for det udførte arbejde.

Den “nettoprissætning”, som SAS indførte med virkning fra 1. januar 2003, må ses i lyset af den tekniske udvikling, der bl.a. muliggør bestilling af flybilletter via internettet, og den skærpede konkurrence mellem luftfartsselskaberne. Nettoprissætningen indebærer, at SAS ikke længere betaler vederlag til agenterne i form af provision. Ordningen indebærer imidlertid samtidig, at SAS ved eget salg til slutkunder lægger et gebyr, hvis størrelse afhænger af den ydede service, til den nettopris, som anvendes overfor agenterne. Nettoprissætningen er således udtryk for, at agenterne i forhold til SAS’ egne salgspriser opnår en rabat, og Højesteret finder, at SAS herved må anses at yde vederlag til agenterne i overensstemmelse med pkt. 9 i den nævnte aftale.

Det er herefter unødvendigt at tage stilling til, om også de ydelser, der følger af SAP-aftalen for 2003-2005, kan anses for vederlag efter agentaftalens pkt. 9.

Med den anførte begrundelse stadfæster Højesteret landsrettens dom.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Danmarks Rejsebureau Forening som mandatar for WASTEELS Rejser A/S betale 150.000 kr. til Scandinavian Airlines System Denmark-Norway-Sweden.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Højesteret, den 3. september 2004

Skrevet af