- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CPH vært for verdensomspændende lufthavnskonference

Københavns Lufthavne bliver næste år vært for årets begivenhed i luftfartsbranchen: Routes-konference med 1.500 deltagere fra hele verden.

Konferencen The World Route Development Forum afvikles næste år i Bella Center 25.-27. september. Routes er årets begivenhed i luftfartsbranchen, hvor alle flyselskaber og lufthavne mødes for at udvikle nye ruter og rutenet. Konferencen er eneste årlige begivenhed af sin slags og størrelse.



”Vi er meget stolte af, at det i tæt samarbejde med Wonderful Copenhagen, er lykkedes at få en så vigtig konference som Routes til København,” siger Merete Rønde, passagerdirektør i Københavns Lufthavn, og tilføjer:



”Konkurrencen inden for luftfartsbranchen er skærpet, og det bliver stadig vigtigere at markere sin position som betydningsfuldt trafikknudepunkt med et veludviklet rutenet. Derfor glæder vi os til at vise flyselskaberne destinationen København og Skandinaviens største lufthavn. Vi forventer, at konferencen i København vil give positive udslag i det kommende arbejde med at udvikle rutenettet ud af København.”



Routes holdes hvert år i september, så alle aftaler kan være på plads til IATA Schedules Conference i november.



Årets Routes-konference er netop afviklet i Madrid med deltagelse af over 250 flyselskaber og 450 lufthavne med ca. 1.300 delegerede fra fem kontinenter. Disse gennemførte omkring 10.000 forud arrangerede møder på konferencen.



Oslo var i 1997 første skandinaviske vært for Routes.



Yderligere oplysninger på: routesonline.com

Skrevet af