Tidl. SAS direktør Jørgen Møllegaard er død. Jørn Andersen skriver mindeord.
Efter endt skolegang kom han i 1957 i lære hos SAS Salgsafdeling i København, var senere udstationeret i Danmarkshavn, Nordøstgrønland 1963-64 hvorefter han var repræsentant i Zeuthen og Aagaard 1965-68. Herefter tog han ophold i Canada frem til 1974 under hvilke år han bl.a. solgte kontormaskiner og atter kom ind i international luftfart ved sin ansættelse som sales representative i Canadian Pacific Airlines i 1970.
I 1974 ansattes Jørgen Møllegaard som sales promotions chef hos SAS Danmark hvorefter han i 1978 og frem til sin pensionering i 2002 i mange år bestred ledende stillinger for SAS i udlandet, herunder salgschef for SAS i Japan og Korea, marketingdirektør ved hovedkontoret i Stockholm,, direktør for SAS i Tyskland, regionaldirektør for SAS i Sydøstasien, regionaldirektør for SAS i Sydeuropa for at slutte af som regionaldirektør for SAS i Central- og Østeuropa, Mellemøsten og Africa. Perioden af år i udlandet var kun afbrudt af en periode som salgs- og marketingdirektør for SAS i Danmark under årene 1983-86. Han var uddannet merkonom og læste business adm. og økonomi i Canada.
Jørgen Møllegaard var en meget kompetent luftfartsmand som kunne sin metier i detaljer. Han bestred tunge poster i SAS organisation, var en dygtig forhandler for SAS under ofte komplicerede forhold i udlandet og i kraft af sin personlighed god til at skabe relationer til såvel kunder, agenter som medarbejdere. I Danmark huskes han ikke mindst for årene som en meget afholdt chef for SAS salgs- og marketingafdeling.
Jørgen Møllegaards død efterlader et stort savn hos først og fremmest hans familie men også hos hans venner, hvor han med sit aldrig svigtende gode humør sørgede for at vi altid befandt os godt i hans selskab. Personligt har min kone og jeg mistet en trofast og god ven og vi ærer hans minde i taknemmelighed over at have kendt ham.
Jørgen Møllegaard efterlader sig foruden sin hustru Ursula, to døtre og to børnebørn.
Jørgen Møllegaard blev født 28 Juni 1940 og døde 2 Maj 2006
Jørn Andersen