Den amerikanske carrier på vej med kraftige nedskæringer indenfor flyvedligehold.
Oplysningerne om den kraftige nedskæring kommer fra de ansattes fagforening efter et møde med flyselskabets ledelse. Ifølge fagforeningen skal omkring 2.000 medarbejdere ud af i alt ca. 4.400 som er beskæftiget med flyvedligehold, afskediges. Ifølge dagbladet Børsens webside vil NorthWest derudover spare penge på ferie- og sygedage, så den samlede årlige besparelse bliver på godt 175 mio. USD.
Internationale nyhedsbureauer citerer mekanikernes formand for en hovedrystende bemærking om, at NorthWest-ledelsen søger at forhandle en ”selvmordspagt” med fagforeningen, men medarbejderne er samtidig også klar over, at NorthWest er økonomisk helt i knæ. Selskabet tabte i årets første kvartal omkring 450 mio. USD, hvilket er en fordobling af underskuddet, i forhold til samme periode sidste år. For hele 2005 venter finanshuse i USA et underskud på over en mia. dollars.