I går kunne man her på Middagsnyhederne læse, at SAS har øget billetpriserne med 25 kr. pr. strækning på grund af de høje brændstofpriser. Nu følger Air France/KLM med.
Air France / KLM har med virkning fra på fredag den 15. april øget sit brændstoftillæg med 6 Euro pr. strækning på langruteflyvninger, mens europæiske flyvninger slipper med halvt så store stigninger, nemlig 3 Euro pr. strækning. En returbillet på det europæiske rutenet bliver således omkring 44 kr. dyrere, nogenlunde det samme som hos SAS, der har sat prisen i vejret med 50 kr. pr. returstrækning.
Ifølge internationale nyhedsbureauer har det fransk/hollandske selskab garanteret, at brændstoftillægget vil blive taget af bordet igen, når prisen på en tønde råolie har været under 45 USD i 30 dage i træk. Dette i modsætning til SAS, som har hævet den almindelige billetpris, og ikke har stillet nogen garantier om en fremtidig prisreduktion i udsigt.