- STANDBY.DK - https://standby.dk -

25 år med den danske IATA Comet klub

Den 1. december var det 25 år siden rejsebrancheforeningen IATA Comet Klubben så dagens lys. Den aktive klub har i dag 77 medlemmer.

Den nuværende bestyrelse for Comet’erne er fra venstre: Margit Jensen, MyPlanet/MarcoPolo, Anja Lunde, Gouda Rejseforsikring, Lars Vinterberg, Live Travel, Nancy Justinussen, Atlantic Airways, Tobias Edelgren, Carlson Wagonlit Travel og Martin Felby fra Live Travel. På billedet mangler Gitte Sørensen fra MyCruise.

Den 1. december var det 25 år siden rejsebrancheforeningen IATA Comet Klubben så dagens lys. Den aktive klub har i dag 77 medlemmer.

IATA Comet Klubben blev stiftet af nogle unge i den danske rejsebranche, der syntes, at der manglede et samlingspunkt for de yngste i branchen.

25 år senere er klubben stadig meget aktiv og ikke længere for de yngste i branchen, men for alle i rejsebranchen.

”IATA Comet Klubben har i dag 77 medlemmer fra alle grene af rejsebranchen, og vi ser meget gerne, at der kommer flere nye medlemmer,” siger Comet-formand Nancy Justinussen, der til daglig arbejder for færøske Atlantic Airways i København.

IATA Comet’erne har i år arrangeret besøg i akvariet Den Blå Planet bag facaden, det gamle kontroltårn og kontrolcentralen i Københavns Lufthavn, hørt foredrag om Sardinien, besøgt på Nationalmuseet til særudstilling om interessant emne samt haft studietur til Færøerne.

”Derudover har vi også haft mange sociale arrangementer såsom fredagsbarer, årets kanalrundfart, grillaften og sommerbio samt en årsfest. Seneste arrangement blev holdt på Hotel Hebron i sidste måned og var et netværksarrangement, hvor vi lærte, hvad et netværk er, hvordan man bruger sit netværk, og hvordan man bliver bedre til at netværke,” siger Nancy Justinussen.

Første arrangement i det nye år bliver generalforsamlingen 9. januar.

Sponsorer for IATA Comet klubben er USA Rejser/Norsk Rejsebureau samt Atlantic Airways. Se mere på hjemmesiden: iatacomet.dk