- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Foreslog samarbejde – men blev opkøbt

Jysk rejsefusion… Check Point Travel kontaktede DTF travel for muligt samarbejde – det endte med at DTF købte Check Point. Købet blev officielt i går.

Salgspapirerne var klar i sidste uge, men grundlægger og ejer, indtil i går, af Check Point, Frank Brandt Jacobsen (foto), ville vente. De 35 medarbejdere i det århusianske rejsebureau skulle ikke have nyheden op til weekenden.



”Check Point kontaktede i efteråret DTF for uformelt at sondere et samarbejde. DTF er stærke i Europa, Check Point på oversøisk – vi kunne komplementere hinanden. Men som samtalerne skred frem, endte det med et giftemål,” siger Frank Jacobsen til Take Off og tilføjer:



”Jeg fik et godt tilbud om at sælge. DTF har købt alt, det har været en positiv overtagelse.”



Frank Jacobsen har ikke fået f.eks. aktier i DTF. ”Det er et helt clean cut,” siger han. Han åbnede Check Point for 11 år siden – mens han læste statskundskab på Århus Universitet med bifag i driftsøkonomi; han mangler bare sit speciale for at være cand. scient. pol.



”CPT’s 37 medarbejdere bliver, hvor vi de var. Men vi får nogen vækst, f.eks. skal vores produkter fremover sælges af DTF.”



Check Point har, siger Frank Jacobsen op mod 50.000 kunder og en omsætning på 160-180 mio. kr. – også fra online-rejser via NemRejse.dk som ”hemmelighedsfulde” Check Point Travel åbnede i fjor, Check Point oplyser konsekvent aldrig Take Off’s People-sider om nye medarbejdere.



For et år siden købte DTF også en stor julegave i form af Best Travel. Men med Check Point kommer DTF for alvor i den seriøse del af den danske rejsebranche.



”Både DTF og Best Travel opererer i Europa. Det var et naturligt skridt at udvide med oversøisk rejseaktør,” siger DTF’s adm. direktør, Poul Sørensen, som i år forventer en koncernomsætning på ca. en halv milliard kr.



DTF arrangerer ”kør-selv”-rejser med mulighed for tilkøb af fly. Selskabet udbyder bl.a. rejser via ca. 800 samarbejdspartnere i Tyskland og Skandinavien.



DTF har ca. 150 medarbejdere i på hovedkontoret i Hjørring samt i Aalborg, Århus og Randers.



HB

Skrevet af