- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Luftfartsfunktionærer går sammen

Landets cirka 2.200 luftfartsfunktionærer slutter sig sammen i ét forbund: ”Branchesektion Luftfart” under HK/Privat.

Luftfartsfunktionærerne (LFF) med cirka 1.300 medlemmer og HK/Privat med cirka 960 medlemmer slutter sig sammen. Aftalen blev underskrevet i søndags og i går informerede de to foreninger deres medlemmer.



”Ved at samle alle funktionærer i luftfart i samme organisation, sikre vi bedst mulige løn- og arbejdsvilkår, største jobsikkerhed og udviklingsmuligheder,” hedder det i en fælles udtalelse fra formand Nicolas E. Fischer, LFF, og sektorformand Karin Retvig, HK/Privat.



”Virksomhederne skal konkurrere med hinanden på kvalitet, kreativitet, effektivitet og pris for deres tjenester og produkter – ikke på medarbejdernes løn- og ansættelsesforhold. De ansatte bør stå sammen på en arbejdsplads som for eksempel Københavns Lufthavn,” hedder det bl.a. i udtalelsen som tilføjer:



”Dansk luftfart er under enormt pres i disse år. Derfor er det nødvendigt, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt. Arbejdstagere og arbejdsgivere skal arbejde konstruktivt sammen – også selv om vi sidder på hver side af bordet, når vi forhandler overenskomster.”



Luftfartfunktionærernes medlemmer kommer fra SAS, Air Greenland, Lufthansa Cargo og Gate Gourmet, mens HK/Privats medlemmer kommer fra SAS, lufthavne og andre flyselskaber.

Som et væsentligt led i sammenlægningen vil den nye Branchesektion Luftfart fokusere på de kommende overenskomstforhandlinger i begyndelsen af 2007.



Sammenlægningsaftalen træder først i kraft, når den er godkendt af henholdsvis LFF’s og HK’s kompetente forsamlinger. I LFF kommer aftalen til afstemning på foreningens generalforsamling 14. november og dertil knyttet urafstemning. I HK sendes aftalen til urafstemning.



I et brev til sine medlemmer skriver Luftfartsfunktionærernes formand, Nicolas Fischer, at fordi der ”er flere LFF’ere end HK’ere i luftfartsbranchen, er det aftalt, at de nye bestyrelser i såvel Brancheorganisation Luftfart og SAS Klubben skal have flertal fra det nuværende LFF.”

Skrevet af