72.000 færre rejsende ankom til Rønne Havn i årets første otte måneder. Politiker foreslår kraftige prisreduktioner
Det er vanskeligt for BornholmsTrafikken at fastholde passagertallet til Rønne, der i de første otte måneder af i år dalede med hele 72.000 i forhold til sidste år. Og nedgangen får nu havnens formand, Carl Ilsøe, som også er socialdemokratisk Regionsmedlem, til at foreslå kraftige prisreduktioner: ”Det kunne jo være, at BornholmsTrafikken ville sejle med fulde færger, hvis det kun kostede 50 kr. for en bil og det samme pr. passager” siger Carl Ilsøe, ifølge Berlingske.
Men rederiets passagerchef, Ole B. Larsen, afviser forslaget: ”Vi har i forvejen billige billetter og mange rabatter. Skal priserne længere ned skal vi have ekstremt mange passagerer med, og den tror jeg ikke på” forklarer han, og tilføjer, at BornholmsTrafikken også er kontraktligt forpligtet til at prissætte bestemte billettyper til den nuværende pris.