- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sterling vil holde alle aftaler

Det bliver tidligst til sommerprogrammet næste år, at Sterling indstiller samarbejdet med et eller flere af de flyselskaber, Maersk Air i dag flyver for ud af Billund. Sterling foreslår alternativ samarbejdsmodel.
Sterling får ny handlingagent i Køben

Sterling vil gennemgå hver eneste Maersk Airs rute for at se, om der tjenes penge på dem – er det ikke tilfældet, kan ruten blive indstillet. Det gælder også de codeshare/interline ruter, Maersk Air i dag flyver for eller i samarbejde med flere europæiske flyselskaber.



Disse ruter fra Billund Lufthavn er bl.a. i samarbejde med KLM til Amsterdam, Lufthansa til Frankfurt, British Airways til London Gatwick og Air France til Paris.



”Sterling har ikke tænkt sig at forære nogen omsætning væk. Det gælder charter, salg og distribution via rejsebureauer samt codeshare-ruterne fra navnlig Billund,” siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner (billedet), til Take Off.



12. september overtaget Sterling formelt Maersk Air. Som led i aftalen skal Maersk Airs navn, logo og A.P. Møller-stjernen være væk inden for 60 dage. Maersk Air-flyene kan ikke alle nå at blive ommalet til Sterlings farver i den tidsfrist, så i stedet sættes i første omgang klistermærker over Maersk Air logoer og stjerner.



Når det gælder codeshare og interline-flyvninger for andre selskaber, er Sterling åben for at fortsætte Maersk Airs ruter – også fordi de giver passagerer.



”Vi har kontaktet de udenlandske flyselskaber, Maersk Air flyver for og afventer nu deres tilbagemeldinger. Vi har sagt, at vi gerne vil samarbejde,” siger Stefan Vilner. Fordi Sterling – modsat Maersk Air – kun har én klasse, kan det blive et problem for nogle flyselskaber, at de ikke kan tilbyde separat business class på flyvninger mellem Amsterdam, Paris, Frankfurt og Billund.



”Kan vi tjene på disse flyvninger, samarbejder vi gerne. Og vi står selvfølgelig ved alle indgåede kontrakter om codeshare-interline flyvninger. Disse gælder typisk én sæson, så det bliver tidligst fra sommerprogrammet 1. april, at vi eventuelt indstiller nogle af disse,” siger Stefan Vilner og tilføjer, at Sterling godt ved, at skrottes nogle eksisterende ruter, forsvinder også ”store passagertal.”



VIL GERNE FINDE ALTERNATIV

Stefan Vilner siger, at Sterling kigger på alternative forretningsmodeller eller alternativer til de nuværende codeshare interline aftaler på bl.a. ruterne ud af Billund. For stoppes disse ruter, sendes passagererne nærmest pr. automatik til SAS via Københavns Lufthavn.



”Codeshare og interlining behøver ikke være eneste model. Vi er interesseret i at beholde og gerne udvide eksisterende ruter fra Billund,” siger Stefan Vilner.



Han fastholder, at Sterling vil nedtrappe sin betjening fra Københavns Lufthavn. ”Lufthavnen er for dyr, vi kan ikke retfærdiggøre de høje omkostninger. Det er ikke teatertorden, vi har sagt det mange gange til Københavns Lufthavn, men de er ikke til at hugge og stikke i.”



Sterling skal have afklaret ”700 områder” inden Maersk Air overtages mandag den 12. september. ”SAS har timet det fint med deres nye oneway-prisstruktur – nu skal der fiskes,” siger Stefan Vilner.



OVERVEJER RESERVATIONSSYSTEMER

Sterling kigger bl.a. på bookingprocedurer – og vil gerne øge salg via rejsebureauerne. Mens Sterling nærmest ikke er i nogle reservationssystemer er det omvendt for Maersk Air.



”Maersk Air bliver i reservationssystemerne i denne sæson. Herefter kigger vi på distribution, gerne i fællesskab med rejsebureauerne. Vi er lydhøre overfor både erhvervsrejsebureauerne og ferierejsebureauerne. Men vi ser konstant på vores bundlinie. Hvis vi taber penge på noget, herunder reservationssystemerne, er vi ikke med,” siger Stefan Vilner.

Han er opmærksom på, at Maersk Air gennem sin tilgængelighed i reservationssystemerne henter omsætning fra udenlandske markeder.



STERLING VÆLGER SERVISAIR

Sterling underskriver aftale med Servisair, der i forvejen handler Maersk Air i Københavns Lufthavn.

Sterlings aftale om rampe- og passagerhandling i København træder i kraft 1. oktober.



”Servisair er uden tvivl den handlingagent, der passer bedst til Sterlings forretningskoncept om at være et rendyrket low-cost flyselskab,” siger Sterlings adm. direktør, Almar Örn Hilmarsson.



HB

Skrevet af