- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Toppolitiker vil fjerne passagerafgiften

Det hjælper at få sin lokale folketingsmand i tale. Ikke mindst når det er formanden for Folketingets finansudvalg, som lover at gøre sit til at fjerne passagerafgiften i dansk luftfart – allerede fra årsskiftet.

Det blev resultatet af et møde i lørdags mellem Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen-Dahl, og Billunds lufthavnschef, Jørgen Krab Jørgensen.



Passagerafgiften i danske lufthavne på 75 kr. pr. passager kommer dermed nu officielt på bordet under forhandlingerne i denne uge om den nye finanslov – og med tilsagnet fra Dansk Folkeparti skulle der nu være flertal for at afskaffe afgiften.



Kristian Thulesen-Dahl siger til Vejle Amts Folkeblad, at det undrer ham ingen af regeringspartier konkret har bedt om at få passagerafgiften med i forhandlingerne – trods positive udsagn om at de støtter dens afskaffelse.



Forsvinder afgiften kan det bl.a. give lavprisselskaberne interesse at åbne nye ruter til f.eks. Billund Lufthavn.



Til Take Off sagde Jørgen Krab Jørgensen i aftes: ”Jeg har gennem nogen tid bedt om et møde med Kristian Thulesen-Dahl. I lørdags lykkedes det. Jeg har ikke før hørt ham udtale sig i sagen, men hans synspunkt var klart, afgiften skal væk. Jeg fremlagde argumenterne mod afgiften, han var meget lyttende – og nu er jeg meget optimistisk, jeg tror den forsvinder.”



HB

Skrevet af