- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotel får Simon Spies-suiter

Hotel Altamar på Gran Canaria er ifølge Spies det hotel i verden, flest danskere holder ferie på. Nu har hotellet netop fået fire suiter opkaldt efter formanden.

Oktober-udgaven af Take Off havde i øvrigt en konkurrence, hvor der kunne vindes en rejse til hotellet – med fly…



Den kommende vintersæson har Spies ca. 8.000 gæster på hotellet i Puerto Rico – mere end dobbelt så mange gæster, som Danmarks største rejsearrangør sender til f.eks. Fuerteventura. Ca. 60 pct. af gæsterne har boet på hotellet før.



Og til den kommende vinter har Altamar fået et specielt trækplaster, idet man har indrettet fire suiter, som en hyldest til formanden.



”De 32 m2 værelser er indrettet i en stil, som forhåbentlig ville falde i Simon Spies’ smag. Både i stuen og over “queen size” sengen hænger portrætter af rejsekongen. Gæsterne i suiterne kan vælge mellem tre slags hovedpuder i forskellige størrelser og tykkelser. Suiterne har bl.a. fladskærms-tv, dvd-afspiller og Nespresso-kaffemaskine,” siger direktør i Spies, Jan Vendelbo.



Gæsterne i suiterne får en flaske boblevand, blomster og snacks.



”Og på badeværelset er to badekåber af en kvalitet, Simon sikkert gerne havde tilbragt hele dagen i. Simon-suiterne er allerede en succes. Der er først en ledig suite i begyndelsen af det nye år,” siger Jan Vendelbo.



Som noget nyt tilbyder Hotel Altamar nu alle gæster, som flyver med Thomas Cook Airlines Scandinavia, at de kan tjekke ind til flyet i hotellets reception. Her afleverer de også bagagen, som de først ser igen, når flyet er landet i Danmark.

Skrevet af