Når turismen lukkes ude
Karsten Madsen mener, at sikkerhedsforholdene kan holde turister væk fra Burma. Men ikke moralen. Tværtimod har burmeserne brug for kontakt med demokratisk sindede gæster
Den næstkommanderende for Burmas regimes efterretningstjeneste vil søge politisk asyl i Norge, Han vil ikke følge ordrer om at slå 200 religiøse ihjel og lade deres lig forsvinde. Burmas junta har afbrudt internetforbindelsen med udlandet. Samtidig har man intensiveret jagten på religiøse ledere, der står bag de fredelige demonstrationer. Og Kina og Japans statsledere taler sammen om at undgå et blodigt drama i pagodens og Burmapigens land. Samtidig er juntalederens familie set i Singapore lufthavn og styret i Burma har meddelt, at familien er taget på ferie i nabolandet Laos!
Herhjemme har Udenrigsministeriet tændt det røde lys.
Det frarådes danskere at rejse til landet. En dansk ejet trævarefabrik, der gennem mange år har haft tvangsarbejdere til at fælde træer har meddelt, at de selvfølgelig vil følge et pålæg fra europæiske og danske myndigheder om at droppe samhandel. Og endelig har burmesiske modstandsgrupper med hjemsted i London opfordret Maersk til at flytte deres forretninger andre steder hen.
Så der sker meget i Burma, som dog næppe står over for en borgerkrig. Terror er stort set også ukendt. Dertil er militærjuntaens jerngreb for stærkt. I virkeligheden kunne man sagtens opholde sig som turist i landet uden at være i fare. Med mindre man lige har lyst til at tage billeder til familiealbummet af soldater, der skyder på menneskemængden. Sådanne dumheder ville naturligvis være svært helbredstruende.
Nu kan det være fornuftigt nok at tænke sig om, før man begiver sig ind i et land, hvor den nærmeste fremtid på enhver front synes usikker. Hvis magthavere ikke ser med velvilje på vestlige gæster, der kommer fra lande, som forholder sig stærkt kritisk over for regimet.
Men egentlig borgerkrig bliver der ikke. Der er ikke længere supermagter, der kan føre krig pr. stedfortræder ved at holde med hver sin side.
Verdenssamfundet er på befolkningens og oppositions side. Så enten strammer regimet for en stund grebet om den demokratiske bevægelse eller også falder det fra hinanden på grund af det ydre pres. Nøjagtigt som det skete i Østeuropa, med den persiske shah, Grækenlands oberstjunta, Francos og Zalazars efterfølgere og mange andre.
Despotiske regimer har kun en chance, hvis en stormagt støtter dem. Og det ingen gøre i Burma. Også selv om Kinas entusiasme med at få sat generalerne på porten er til at overse.
Men debatten Skal danske virksomheder og turister holde sig væk fra lande, der har regimer, vi med vore skandinaviske værdier må tage utvetydigt afstand fra?
Eller skal vi tværtimod søge infight, få indblik og formidle det hjemme i de frie medier eller omklædningsrummet i badmintonklubben eller på golfbanerne i virksomhedernes kantiner eller hvor vi nu i øvrigt færdes. Og skal vi bruge nærkontakten til at vise velstand og ordentlig adfærd og fortælle undertrykte folk om menneskerettigheder, et sundhedsvæsen og skolevæsen, der trods al brok hører hjemme i verdenstoppen, og aviser, der daglig kritiserer eliten og regeringen uden at blive udsat for forfølgelse, lukning og en tur i spjældet.
Ingen vil kalde Egypten eller Dubai for demokratier i vestlig forstand. Heller ikke Cuba. Her har vi mægtig turistkontakt. Det havde vi også i det gamle Østeuropa, hvor mange – bl.a. socialdemokratiske og radikale ledere – nød gæstfriheden i brutale undertrykkelsesregimer som Rumænien og Bulgarien.
Eller hvad med Spies og Tjæreborg, der sendte masser af turister af sted til Spanien, mens Franco henrettede sine modstandere.
Og Arla, der handler lystigt med den arabiske verden, hvor der er langt mellem demokratiske sprækker, og hvor man lystigt hugger hovedet af kvinder, der har begået utroskab.
For slet ikke at tale om Kina, hvor der ganske vist nu er en høj grad af økonomisk frihed, men fortsat politisk er et diktatur og en partistat, hvor anderledes tænkende forfølges og sættes i fængsel. Skulle vi springe de olympiske lege over og sige, at jer vil vi ikke besøge og handle med, før I har demokrati, som vi andre og respekterer menneskerettighederne?
Burma er ikke anderledes. Økonomisk er de holdt i gang af kinesisk og japansk velvilje på grund af de to stormagters økonomiske og politiske interesser i landet.
Det er selvfølgelig på eget ansvar at tage af sted. Det er også rigtigt af Udenrigsministeriet at fraråde indrejse. Og Albatros har allerede standset deres rejsearrangementer.
Men et er sikkerheden for den enkelte. Noget andet er handelssamkvem og turisme.
Her er det befolkningen, man viser sympati ved at være til stede og nyde landets skønhed.
Der kan være helt aktuelle sikkerhedsgrunde til ikke at tage til det smukke asiatiske land. Men moralske grunde grunde skal ikke afholde os fra at rejse til en diktaturstat. Vestlige turister fra demokratiske lande støtter ikke magthaverne ved at rejse til et diktatur.
De støtter ikke regimet, men dets undertrykte befolkning, der får impulser udefra.
Det er derfor, at militærjuntaen i Burma blandt andet er gået til kamp mod internettet. Generalerne er mere end noget andet bange for information fra burmeserne til os – og fra os til burmeserne. Og det er netop af den grund, vi skal rejse dertil. Selvfølgelig efter nøje overvejelse af sikkerhedssituationen.
Problemstillingen er ikke ny. Men skulle man kun have besøgt lande, der delte vort samfundssyn og havde demokratiske regeringer kunne vi stort set kun indtil 1990 besøge en håndfuld europæiske lande og USA, Canada, Israel og Australien. Resten var diktaturstater. Mere eller mindre.
Og havde måske været det endnu, hvis ikke mange brød tabuen og henlagde deres ferie til de ”forbudte” lande.